Introduktion til Fægtning
En garde! Er du klar til at fægte?
Er du glad for at gå til rollespil ude i skoven? Vil du gerne være ligesom de tre musketerer? Måske vil du gerne prøve en af verdens ældste sportsgrene, hvor historien stadig påvirker den måde, vi konkurrerer på i dag? Eller synes du bare, at sværd er seje? Så har du nu muligheden for at fægte med en moderne kårde i vores nye fægteforløb.
Hen over fire mandage i maj vil du lære de grundlæggende teknikker i moderne fægtning, samtidig med at du får masser af muligheder for at prøve dem af i spændende dueller mod dine meddeltagere. Du vil lære, hvordan du står i ”en garde”, hvordan du angriber og forsvarer dig, og hvordan historien og de gamle duel-regler har formet den sportsgren, vi kender i dag.
Program:
Første gang: Introduktion til de tre fægtevåben og de grundlæggende teknikker i kårdefægtning
Anden gang: Afstand og angreb
Tredje gang: Forsvar og parader
Fjerde gang: Afsluttende konkurrence
Om vores underviser:
Jeg hedder Klara Dellmann Alexandersen, er 28 år og har fægtet i 20 år. Jeg er uddannet fægtetræner fra Tyskland og har tidligere været træner i Braunschweig og Potsdam Fægteklub. I dag er jeg cheftræner i Rudersdal Fægteklub i Birkerød, hvor jeg i fire år har undervist både børn og voksne. Jeg går meget op i, at vi skal have et godt fællesskab i klubben, hvor der også skal være plads til at hygge sig, samtidig med at man udvikler sig som fægter.
Senest opdateret 17.02.2026 12:07 af LERL
